Problemfri it-overgang på Nordsjælland og Amager-Hvidovre
HOVEDSTADEN: Både Nordsjællands Hospital og Amager-Hvidovre Hospitaler melder om en 'glat' og problemfri overgang til Sundhedsplatformen natten til lørdag. Begge hospitaler oplyser, at der i weekenden var lavet aftaler med de øvrige hospitaler i regionen om, at de skulle tage en del af patienterne fra de to hospitaler, så overgangen kunne gå så gnidningsfrit som muligt.
Fx oplyser Hvidovre Hospital, at der lørdag nat kun blev født to børn på regionens største fødeafdeling. En afdeling, hvor der i gennemsnit kommer 19 børn til verden om dagen.
Både regionsformand Sophie Hæstortp Andersen (S) og regionsdirektør Hjalte Aaberg overværede overgangen til det nye it-system på Hvidovre Hopital, da hospitalerne gik 'live' lørdag kl. 03.
- Vi står midt i en meget udfordrende omstillingsproces, som ER slidsom. Vi er i gang med den største forandringsproces, mange af os nogensinde kommer til at opleve i vores arbejdsliv. Og det bliver godt takket være en organisation fuld af mennesker, som bare vil have hverdagen til at fungere så godt som muligt. De har et ekstra gear, når der skal ske store forandringer, udtaler Hjalte Aaberg.
Også regionsformanden roste medarbejderne for deres indsats.
- Jeg bliver stolt, når jeg ser dedikerede og professionelle medarbejdere gribe så stor en opgave. Der er ingen tvivl om, at vi beder medarbejderne om rigtig meget, siger Sophie Hæstortp Andersen.
Fuld implementering kan tage år
At overgangen til Sundhedsplatformen er slidsom og et langt og sejt træk bekræftes af, at Herlev og Gentofte Hospitaler, som var de første to hospitaler, der gik på systemet 21. maj sidste år, endnu ikke er oppe på normalt tempo.
Hjate Aaberg udtaler, at regionen forventer, at det vil tage flere måneder – ja måske op til et par år – før alle medarbejdere på Nordsjællands og Amager Hvidovre Hospitaler føler sig fuldstændig fortrolige med alle arbejdsgange i det nye system, der er blevet kraftigt udskældt.
Udover nedsat tempo har implementeringen af systemet nemlig medført et par sager med patientskader, manglende overlevering af information, besvær med at bestille prøver, registrere og indberette oplysninger og pakkeforløb. Også dårlig patienttilfredshed i Region Hovedstaden menes at kunne tilskrives Sundhedsplatformen.
De øvrige hospitaler i regionen vil forsat hjælpe til og tage patienter i den fortsatte implementeringsfase. Også Borholms Hospitaler overgik i weekenden til Sundhedsplatformen og den 20. maj ventes Bispebjerg og Frederiksberg Hospital samt Region Hovedstadens Psykiatri at overgå som de sidste i Region Hovedstaden, hvorefter til sidst alle sygehusene i Region Sjælland følger i november 2017.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.